Blog

Sikke en modeuge

09aug

Uden at kende de præcise besøgstal på messen, der jo i mange år, har været et selvstændigt succeskriterium, er der et eller andet, der siger os, at de netop overståede messer nok ikke var en succes på netop dette punkt.

Det var en forstemmende oplevelse at se stande uden indkøbere og med leverandører, der mere eller mindre sad og kiggede ud i luften. Det var skidt.

Skal modemesserne tilbage på ret spor, så skal der handles hurtigt og konsekvent. Og blandt handlingerne kunne f.eks. være:

- Modemesserne skal hurtigst muligt flyttes tilbage til deres oprindelige tidspunkt, så besøgstallet ikke rammes negativt af ferie i Danmark, Sverige og Tyskland.

- Få etableret et fælles billetsystem for alle messerne. Kan man ikke enes om et af messernes egne systemer, så brug en ekstern leverandør, f.eks. Billetnet eller andre. Så må messerne fordele indtægterne bagefter. Men skab ét system med én billet til alle messer til glæde for indkøbere og udstillere.

- Fokusér messerne. Skær overflødige arrangementer væk og styrk fokus på samhandel. Dvs. væk med foredrag, prisuddelinger osv. De tilfører ikke messens primære formål, nemlig samhandel, noget.

- Drop udstillere, der udstiller på messen, som led i et fremstød fra f.eks. Kina eller Spanien. Disse udstillere placeres stort set altid i de mest afsidesliggende haller, hvor de stakkels mennesker så sidder og kigger ud i luften i 4 dage. Det tilfører ikke deres virksomhed noget forretning at udstille i København, lige som det skaber dårlig omtale af København i deres hjemlande.

- Skær søndagen væk fra CIFF-messen og læg eventuel et par ekstra timer på torsdag og fredag, så der holdes åbent til f.eks. kl. 20.00.

- Drop storskærme m.m. rundt i København. Det tilfører ikke formålet, nemlig samhandel, noget som helst, men gør modeugen til letbenet underholdning og understreger blot modebranchens evige problem med at blive taget alvorligt, når det kommer til forretning. Det er og bliver overflødigt fedt på en modeuge, der i den grad er udfordret.

Der skal handles nu, hvis der fortsat skal være forretning i at komme til de københavnske messer. 

 

 

Skrevet af Jens Birkeholm - 2 kommentarer