Forleden havde jeg som på så mange andre dage en god snak med en medlemsvirksomhed. Anledningen var et blogindlæg i gratisavisen 24 timer, der bl.a. handlede om arbejdsforholdene for tekstilarbejdere i den 3. verden, og hvor skribenten savnede mere ansvarlighed.

Blogindlægget førte til en snak om de mange selvudnævnte eksperter, der ofte udtaler sig om, hvordan tekstilindustrien eller butikker bør indrettes og drives. Og det er ingen hemmelighed, at medlemsvirksomheden var godt træt af alle eksperternes holdninger til snart sagt alting.

Vi bliver jo også ind i mellem spurgt af medierne om dette eller hint og søger hele tiden at være med til at kvalificere debatten om branchen med tal, analyser og tilbagemeldingerne fra butikkernes virkelige verden. Men måske bliver vi alligevel ramt af kritikken?

Men jeg kan egentlig godt genkende billedet: Der er godt nok mange såkaldte eksperter, der fuldstændig omkostningsfrit eller for at sælge deres konsulentydelser frit og kvit kommenterer på alt muligt inden for branchen.

Senest husker jeg en forsker, der mente, at butikkerne var alt for kedelige og skulle tilknytte kunstnere. Forskeren havde for offentlige midler udarbejdet en rapport om emnet, og rapporten skulle åbenlyst markedsføres.

Og skribenten på 24 timer viste sig at være kampagneleder i en forening for åbenbart særligt aktive forbrugere, hvor etik og bæredygtighed er på dagsordenen.

Jeg husker også et eksempel fra 2007, hvor vi var med til at udforme detailhandelsbestemmelserne i planloven. Den gang lavede et konsulenthus et høringssvar og sendte ind til udvalget som så mange andre blot for kort tid efter at trække selvsamme høringssvar tilbage. Der gik dog ikke mange uger, før vi fik det samme høringssvar igen, men nu var afsenderen bare en kendt international kæde. Det står enhver frit for at bidrage med sine holdninger, men det var tankevækkende. For konsulenthuset gjaldt åbenlyst, at man havde eller har de holdninger, som man får penge for at have.

Så konklusionen er måske bare, at der altid er en anden dagsorden, end den man umiddelbart ser, og at der er salg og markedsføring i meninger. Og at meninger ikke kræver indsigt. Det er måske bare det, som det handler om?

Forbrugerne er gået endegyldigt i shopping-hi. Så vi kan ikke regne med hjælp fra markedet til at komme ud af krisen.

Og det er også et åbent spørgsmål om, vi kan regne med, at version 2 af den finansielle krise kan løses af de europæiske politikere, eller om situationen basalt set er den, at de finansielle markeder har mistet tiltroen til europæiske politikeres evne til at trække deres respektive lande over på den anden side af krisen. Vi ved det faktisk ikke.

Men vi ved, at arbejdsløsheden fortsat stiger i Danmark, at renten fortsat er historisk lav, at der ikke skabes nye jobs eller nye virksomheder i væsentligt omfang, at opsparingen er historisk høj, og at det er svært for visse unge at få en praktikplads på trods af en elevpræmie på kr. 70.000.

Samtidig peger visse undersøgelser på, at boligpriserne skal yderligere 20 % ned. Og hvis det er tilfældet, så er der ikke udsigt til, at opsparingen eller lysten til at nedbringe gæld afløses af lysten til at forbrug – snarere tværtimod.

Der skal fortsat arbejdes med butikkerne for at lokke forbrugerne ud af deres shopping-hi, tilpasses sortimenter, droppes mærker, nye skal introduceres, medarbejderne skal måske opgraderes, der skal måles og fokuseres.

Så opgaverne ligger i og skal løses i butikken, for vi kan ikke regne med hjælp fra forbrugerne.

Det var en forstemmende oplevelse at se stande uden indkøbere og med leverandører, der mere eller mindre sad og kiggede ud i luften. Det var skidt.

Skal modemesserne tilbage på ret spor, så skal der handles hurtigt og konsekvent. Og blandt handlingerne kunne f.eks. være:

- Modemesserne skal hurtigst muligt flyttes tilbage til deres oprindelige tidspunkt, så besøgstallet ikke rammes negativt af ferie i Danmark, Sverige og Tyskland.

- Få etableret et fælles billetsystem for alle messerne. Kan man ikke enes om et af messernes egne systemer, så brug en ekstern leverandør, f.eks. Billetnet eller andre. Så må messerne fordele indtægterne bagefter. Men skab ét system med én billet til alle messer til glæde for indkøbere og udstillere.

- Fokusér messerne. Skær overflødige arrangementer væk og styrk fokus på samhandel. Dvs. væk med foredrag, prisuddelinger osv. De tilfører ikke messens primære formål, nemlig samhandel, noget.

- Drop udstillere, der udstiller på messen, som led i et fremstød fra f.eks. Kina eller Spanien. Disse udstillere placeres stort set altid i de mest afsidesliggende haller, hvor de stakkels mennesker så sidder og kigger ud i luften i 4 dage. Det tilfører ikke deres virksomhed noget forretning at udstille i København, lige som det skaber dårlig omtale af København i deres hjemlande.

- Skær søndagen væk fra CIFF-messen og læg eventuel et par ekstra timer på torsdag og fredag, så der holdes åbent til f.eks. kl. 20.00.

- Drop storskærme m.m. rundt i København. Det tilfører ikke formålet, nemlig samhandel, noget som helst, men gør modeugen til letbenet underholdning og understreger blot modebranchens evige problem med at blive taget alvorligt, når det kommer til forretning. Det er og bliver overflødigt fedt på en modeuge, der i den grad er udfordret.

Der skal handles nu, hvis der fortsat skal være forretning i at komme til de københavnske messer.