Med et smil på læben satser jeg og vover den påstand, at detailhandlere ikke er fiskere, landmænd, eller banker. Faggrupper, der alle uden undtagelse, i folkemunde hører til dem altid har et eller andet at klage over: Fiskekvoterne, vejret og forbrugernes krav om dyrevelfærd, samfundets krav om ordentlig adfærd og gennemsigtighed m.m.

Klager man sig højt nok står det politiske liv på pinde for at hjælpe. Finanskrisen og hvad deraf fulgte har ført til den ene støttepakke efter den anden til udvalgte erhverv – redningspakker til banker, initiativer for at styrke eksporten, særlige jobtilbud til folk, der er på vej ud af dagpengesystemet, støtte til særlige geografiske områder, når en større virksomhed har afskediget folk osv. osv.

Nogen gange er det faktisk svært at forstå, hvad det er, der fører til at f.eks. bestemte faggruppe får en eller anden form får særbehandling eller særlig omsorg fra det politiske system. Banker og landmænd redder man, detailbutikker lukker bare…

Så en ting er sikkert: Finans- og forbrugskrisen har ikke ført til megen konkret og direkte støtte til specialdetailhandlen, selv om tusindvis af jobs er gået fløjten og hundrede af butikker har måttet dreje nøglen om.

For specialdetailhandlen er traditionelt set ikke et erhverv, der er på støtten som banker, landmænd og fiskere. Specialdetailhandlen klarer sig selv med de op- og nedture, som butikkerne bliver budt af samfundsudviklingen. Specialdetailhandlen tager de tørre tæsk i første række og det uden, at der fra politisk hold diskes op med støtteordninger, opmærksomhed og nøje målrettet og udvalgt politisk omsorg.

Specialdetailhandlen har ikke punktafgifter som dagligvarehandlen; punktafgifter, der kan være omdrejningspunktet for den politiske diskussion og udvalgte opmærksomhed om fedtafgift, sukkerafgift, grænsehandel m.m. Nej, specialdetailhandlen lever i forhold til den slags stille og passer sit.

Indrømmet – nogen gange har det under finans- og forbrugskrisen da været fristende - også som organisation - at stille sig op på ølkassen og råbe ”vi vil også ha’, når de andre får”. Men et eller andet sted er det også usundt, uappetitligt og i dyb modstrid med det initiativ og ansvar for eget og andres jobs, der er en integreret del af specialdetailhandlens dna.

Men det er udfordrende at se på, at man fra samfundets side nogen gange kaster penge efter udvalgte brancher og virksomheder, der måske bare skulle være lukket på samme måde, som butikkerne må gøre det? Måske skulle man bare have trukket stikket på nogle flere banker i stedet for at feje op? Måske skulle man have ladet et par EU-lande gå ned med flaget? Måske skulle man bare tørt konstatere, at der er for mange landbrug i Danmark og så lade dem lukke? Måske skulle man bare følge specialdetailhandlen og så droppe støtteordninger, særlige politiske initiativer for udvalgte erhverv, redningspakker og andet politisk krims-krams, så også disse støttede erhverv måtte klare sig selv?

Måske.